Som flere af vores beboere sikkert husker, har vi i Tinggården
2 gange tidligere gennemført et såkaldt sundhedseftersyn.
Ikke af beboerne, for de er heldigvis oftest raske og sunde,
men af boligerne.
Sundhedseftersynet handler om at sikre et godt indeklima,
og et af midlerne er at forebygge fugtskader, som kan føre
til mug og skimmel i boligen. Det er nemlig kun sundt på oste,
og ikke i boliger. Sunde boliger giver alt andet lige også
sundere beboere.
Derfor får alle vores beboere i løbet af februar og marts besøg
af viceværterne, som bevæbnet med en kuglepen og
et tjekskema går igennem hele lejligheden og ser efter tegn
på fugtskader, giver gode råd om udluftning m.m.
Vi tjekker ikke nullermænd og vi er selv mere end vant til
rodede børneværelser, så man behøver ikke ændre sin hverdag,
bare fordi vi kommer.
Besøget tager højst 6 -7 minutter (med mindre man er i sludrehumør...),
og hvis man ønsker det, får man en kopi af skemaet senere.
Alle får selvfølgelig først et brev, som fortæller om hvorfor og hvordan,
og senere en varsling, som fortæller, hvornår vi kommer.
Passer tidspunktet ikke, så finder vi naturligvis bare et andet.
Hvis vi finder områder, hvor der skal gøres noget, f.eks. luftes mere ud,
tjekkes tætningslister eller vinduer, skiftes udsuger eller lignende,
så får man naturligvis besked om, hvad der skal laves og hvornår det skal ske.
Har man spørgsmål, så ring gerne til os i kontortiden.
Det er også (altid) en god idé at tjekke vores side om indeklima,
hvor man også kan se en folder fra DAB med gode råd om udluftning.